Ahhhh, den dér fantastiske følelse af, at alting falder i hak og muligheder og løsninger viser sig … sådan ’helt tilfældigt’ og ’helt af sig selv’.
Det er da noget af det lækreste, og jeg er sikker på, at du genkender den følelse. Måske skal du lige grave lidt i hukommelsen for at finde dine egne eksempler frem, men de er der helt sikkert.
Det føles nemlig så naturligt når de her ’tilfældigheder’ opstår, at vi ofte slet ikke lægger mærke til, at det sker … at tingene faktisk falder i hak, og at løsninger viser sig.
Måske er ’tilfældighederne’ ikke helt så tilfældige endda?
Måske skaber du selv dine belejlige ’tilfældigheder’?
Det jeg ser ske igen og igen, når de her ’tilfældigheder’ opstår, kan jeg bedst beskrive med 3 ord:
Intention – Attention – No tension
- Intention er den tanke, det ønske du ikke kan få ud af hovedet igen. Intentionen er det her helt klare billede af, hvad det er, du ønsker dig.
- Attention er når intentionen sættes i bevægelse. Når du går all in, og giver det du ønsker dig al din opmærksomhed og dit fokus. Måske er der også ting, du skal gøre.
- No tension – Slip så det stramme greb. Let presset. Slip den nidkære overvågning og det intense forsøg på at forcere og presse en bestemt løsning igennem.
No tension (nogle gange beskrevet som ’letting go’) lyder så let, men jeg oplever, at det ofte er den del af processen, som vi har mest brug for at øve os på.
No tension er på ingen måde det samme som at forlade ideen/forholdet/drømmen – snarere tværtimod. Det handler om at være så tryg i forventningen om at din intention opfyldes, at du ikke længere behøver at bruge oceaner af energi på sagen. Det handler om at være helt tryg i forventningen om, at noget større end dig har gang i skabelsen. Gør energien let og stol på, at der lander lige præcis det, som du har brug for.
Vær åben og opmærksom. Hav tillid. Handl på de muligheder, der dukker op. Brug dit fokus på en bæredygtig måde, som giver overskud og resultater. Nøgleordene er glæde og lethed.
Undgå at klemme livet ud af dine drømme, dine relationer, dine ideer
Når du praktiserer no tension så er det lige præcis at du undgår at klemme livet ud af dine drømme, dine relationer og dine ideer. Hele verden vil ændre sig omkring dig og tilbyde dig præcis det, du har brug for, og ikke nødvendigvis det, du – måske af gammel vane – forsøger så krampagtigt at få eller holde fast på.
Hvad brænder du i virkeligheden for? Hvad giver dig et sug i maven og et smil på læben?
Hvilke intentioner vil du sende ud i verden lige nu?
Hvad er du klar til at give dit fokus, slippe og modtage?
Har du nogensinde oplevet den kraft, der ligger i ’at give slip’? … ellers er det på høje tid, at du oplever den der fantastiske følelse af, at alting falder i hak og muligheder og løsninger viser sig … sådan ’helt tilfældigt’ og ’helt af sig selv’. Alt andet er simpelthen spild af tid og energi.
God fornøjelse med at få og opnå lige det, du har brug for … og nå det med lethed og glæde: